Hvad ville du gøre, hvis du var den eneste person tilbage på jorden? Hvordan ville du tænke? Men fremfor alt: Ville du kunne overleve ensomheden?

Sofia Nordin har skrevet romanen ’Et sekund ad gangen’, en dystopisk historie om Hedvig, hvis familie er død af en mystisk febersygdom. Hun ved ikke, om der findes andre mennesker tilbage på jorden eller om hun er helt alene.

Hvordan vil du beskrive din hovedperson?

Hendes selvbillede er, at hun ikke kan særligt meget, men i virkeligheden er hun god til at løse praktiske problemer, når ingen kigger på eller forventer, at hun skal mislykkes. Hun er også bedre til at håndtere ensomheden, end de fleste andre ville være. Hedvig er stærk, selv om hun ikke selv forstår det, i hvert fald ikke til at starte med.

Hun er nok også en lille smule irriterende. Da hun møder Ella, synes hun tit, at hun ved, hvad Ella burde mene og tænke og føle.

Hvordan kan det være, at det blev en dystopi?

Til at starte med kom det sig faktisk af, at jeg var misundelig på mine venner, som var på et postapokalyptisk trip, og så synes jeg, at overlevelseshistorier er spændende, men jeg ville også skrive om et menneske i en meget ensom situation, og om hvordan man bliver påvirket af ensomheden.

Jeg så en tv-serie, som fik mig til at tænke meget på, hvordan ekstrem isolering fungerer. Det var en underholdningsdoku-soap om en fyr, som skulle leve alene i vildmarken, filme sig selv, fiske og jage. Det var tænkt, at det skulle være eventyrligt, og han var meget entusiastisk, men efter nogle afsnit sad han bare og græd af ensomhed, og de var tvungne til at afbryde optagelserne. Det fik mig til at tænke på, hvad der skulle være den virkelige trussel efter en katastrofe.

Hvad ville du selv have gjort, hvis du havnede i samme situation som Hedvig?

Personligt tror jeg, at jeg ville klare det praktiske relativt godt – mad, vand, varme – men måske er det slet ikke det, der er det store problem? Hvordan skal man motivere sig selv til ikke at give op, når man er så alene?

Hvilke følelser dukker op, når du tænker på bogen?

Jeg tænker selvfølgelig meget på ensomhed og frygt, men også på en ret skøn ’at-klare-sig-selv’-følelse, alt det der som jeg altid har syntes er dejligt med overlevelseshistorier, om hvordan man finder mad og sådanne ting.

Hvad håber du læseren føler og tænker, når hun læser bogen?

Jeg håber, at hun tænker og føler, det er det vigtigste. HVAD hun skal tænke og føle, kan jeg ikke styre.

Har du nogen god overlevelsesstrategi?

Det skader aldrig at tænke i forvejen, inden det uhyggelige sker. At man f.eks. lærer førstehjælp er meget bedre end at tænke ’arh, jeg ved vel nogenlunde, hvordan man gør, hvis der sker en ulykke’, for når man er stresset hjælper ’nogenlunde’ ikke særligt meget.

Foto: Sofia Moritz